Et forhold, to relationer

Du og din partner er i hver sit forhold. Det lyder måske provokerende. I har jo været sammen længe. I er enige om det meste. Og I har det rigtig godt sammen. Dejligt.

Hver sit forhold

Men I er alligevel i hvert sit forhold. Hvis nogen udspurgte jer hver især om, hvad der var godt og mindre godt, hvad jeres følelser var, hvor I vil hen i livet sammen o.s.v., så vil der komme to sæt forskellige svar. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med jer eller jeres forhold er på tynd is. Slet ikke. Men uanset hvor  symbiotiske I er, så har I hver jeres opfattelse af jeres forhold. Det er helt normalt. 

Det er det samme, når man mister. I kan være søskende og miste en af jeres forældre. Og så har I hver jeres opfattelse af vedkommende. Hver jeres minder. Og hver jeres opfattelse. Det er helt normalt. 

Det er ensomt at miste

Det at sørge - at have mistet - er faktisk umådeligt ensomt. Fordi et tab er båret af den relation, man havde, så kan man kun selv vide, hvordan det var. Og dermed er man desværre også ret ensom med sine følelser. 

Du ved ikke, hvad jeg føler - og omvendt
Jeg oplever jævnligt antagelsen om, at "jeg har mistet min partner, så jeg ved præcis, hvordan du har det, fordi du har mistet din". Men det gør du ikke. Alle vores forhold til andre er unikke og specielle - og det er de, fordi vi selv er unikke og specielle. 

Så det betyder bl.a., at fordi X og Y begge har mistet nogen tæt på sig på  tilsyneladende helt ens måder, så er der alligevel tale om to helt forskellige tab. Det er respektløst af os andre at antage andet. Det er respektløst at antage, at vores følelser er ens. Det er de ikke.

Du er noget særligt

Du er noget helt særligt. Og dem, du mister er noget helt særligt. Og derfor kan du ikke sammenligne tab eller størrelsen af dem.